Hvem er vi?
Mission (formål):
Foreningens mission er at få folk i alle aldre til at dyrke idræt med håndboldspillet i alle dets afskygninger, som redskab. Da håndbold er et holdspil, gøres det i fællesskab, og opgaven løftes i forening af medlemmerne og andre frivillige, med det de kan, fordi de vil.
Medlemmer er aktive spillere, trænere, ledere, passive medlemmer og æresmedlemmer. For børn under 15 år træder forældre/værger ind i medlemsrollen.
Vision (mål):
Foreningen tilbyder håndboldspil på medlemmernes niveauer på en måde, så det er sjovt at spille håndbold, og de, der kan og vil, får mulighed for at udvikle deres håndboldspil og få det bedste ud af deres potentiale og talent. Vi vil på den måde tilbyde håndbold både for bredden og eliten.
Det er vigtigere for os at skabe gode håndboldspillere end at vinde mesterskaber.
Vi vil have hold (gerne mere end et) af begge køn i alle årgange.
For at nå visionen vil vi samarbejde med forbund, myndigheder, kommune, andre foreninger og andre relevante parter i det omfang, det er med til at fremme vores vej mod målet.
Foreningens ledelse:
Foreningens vedtægt er foreningens ”grundlov”. Foreningens bestyrelse fastsætter regler for foreningens drift i overensstemmelse med vedtægten. Bestyrelsen nedsætter nødvendige udvalg til at varetage den daglige drift af foreningen.
Foreningens økonomi:
Foreningens drift finansieres af medlemskontingenter, brugerbetaling, tilskud, indtægtsgivende aktiviteter og sponsorater.
Sponsorater:
Vi tager gerne imod sponsorater i form af kontante beløb. Sponsorer får deres logo på spilletøj i et omfang, der er afhængigt af sponsoratets størrelse.
Sponsorater betragtes som sponsorater til foreningen og ikke isoleret til en enkeltperson, et enkelt hold eller flere hold.
Særlige sponsorater til dækning af omkostninger til andre sportsaktiviteter end den almindelige turnering er også velkomne. Det kunne f.eks. være fælles transport til et stævne eller tilskud til stævnedeltagelse. I så fald bør sponsoratet gå til alle deltagerne i den pågældende aktivitet.
Hverdagen i foreningen:
Foreningens medlemmer deltager i hverdagens gøremål og aktiviteter for foreningen efter bedste evne og med den eller de roller, det enkelte medlem har. Vi fremtræder alle som foreningens gode ambassadører med en god sportsånd og altid med foreningens formål og vision for øje. Vi indgår i de forskellige sociale sammenhæng omkring hold, årgange, køn m.v. som holdspillere for hinanden, så vi dermed fremstår som én klub. Vi behandler lokaler og materialer ordentligt og deltager i oprydning efter os.
Vi bruger vores energi positivt på de ting, vi kan gøre noget ved, og undlader at bruge negativ energi på de ting, vi ikke kan gøre noget ved.
Kommunikation og møder:
Vores primære kommunikationsmiddel er foreningens hjemmeside og mail. Der sker også kommunikation omkring træning, kamp og andre aktiviteter via facebook grupper for de enkelte hold for at sikre, at informationer når ud til de rette medlemmer til tiden.
Vi holder nødvendige møder for hold, årgange, forældre, trænere, udvalg og bestyrelse for at sikre, at alle får den information, de har behov for, og for at alle får lejlighed til at bidrage til løsning af hverdagens gøremål og aktiviteter. Vi forventer selvfølgelig, at alle indkaldte deltager, når der kaldes til møder.
Roller:
Foreningens forskellige medlemmer har forskellige roller. Alle medlemmer har mulighed for at præge foreningens aktiviteter enten via den eller de roller, det enkelte medlem har, eller ved at møde op til foreningens ”lovgivende” forsamling – generalforsamlingen.
Bestyrelsesmedlemmerne:
Bestyrelsesmedlemmerne træffer de overordnede beslutninger omkring driften, nedsætter udvalg og beslutter nødvendige aktiviteter for at sikre foreningens eksistensgrundlag og foreningens mulighed for at leve op til foreningens formål og vision.
Udvalgsmedlemmerne:
Udvalgsmedlemmerne forestår på bestyrelsens vegne gennemførelsen af opgaver og aktiviteter i henhold til udvalgets ansvarsområde.
Trænerne:
Trænerne er bindeleddet mellem ledelsen og de aktive medlemmer (spillerne). Trænerne formidler foreningens intentioner til spillerne i form af træning og dialog med udgangspunkt i foreningens træningskoncept. Trænerne fremtræder som gode sportsfolk og er sammen med spillerne foreningens ambassadører.
Spillerne:
Spillerne er foreningens aktiver, som foreningens virksomhed er bygget op omkring. Spillerne har således en rolle både som modtagere og som givere, herunder hjælpere til aktiviteter. Spillerne fremtræder som gode sportsfolk og gode ambassadører for foreningen. For at være spiller, skal man ud over at være aktivt medlem og have betalt kontingent være motiveret til at spille og lære at spille håndbold på foreningens præmisser.
Forældrene (for spillere under 18 år):
Forældrene – også gerne til medlemmer over 18 år – har til rolle at støtte og motivere deres søn/datter til at udfylde rollen som spiller. Forældrene er gode rollemodeller og optræder på samme måde, som spillerne som gode sportsfolk og ambassadører for foreningen. Forældrene til medlemmer under 18 år har en særlig forpligtigelse til sammen med deres søn/datter at deltage i foreningens gøremål og aktiviteter til gavn for foreningen. Herunder at transportere spillerne til træning og kamp, hjælpere til stævner m.v.
Materialer og spilletøj:
Foreningen stiller spilletøj og træningsmateriale til rådighed for holdene. Spilletøj genbruges, så længe det er muligt. Spillerne/forældrene har ansvaret for at vaske spilletøjet.
Forbrugsstoffer (harpiks, isposer, tape og bolde) skal som udgangspunkt betales af spillerne ud over kontingentet. Materialer købes ind via foreningens aftaler.
Aktiviteter med brugerbetaling:
Som udgangspunkt er der brugerbetaling på alle sportsaktiviteter ud over den almindelige turneringsdeltagelse.